Historien


Foreningen Madam Mangor opstod i 2002 som en naturlig konsekvens af flere års forudgående arbejde med et bredt spekter af amatørteatervirksomhed, men først og fremmest som en nødvendig fordeling af de større arbejdsopgaver og det økonomiske ansvar, der var forbundet med de store opsætninger af egnsspil i Fredensborg.

Interessen for amatørteater har altid eksisteret i Fredensborg. I forbindelse med Fredensborg Slots 250 års fødselsdag havde Dronning Margrethe udtrykt ønske om, at lokale amatører opførte et udsnit af guldalderstykket ”Syvsoverne”, som netop foregår på Fredensborg Slot. Det var i 1972 og blev grundlaget for dannelse af Fredensborg Amatørscene, som allerede året efter opførte ”Bedre Folks Børn” på Asminderød Kro. Herefter gik det slag i slag med både lystspil og mere seriøse ting. Amatørscenens 10 års jubilæumsforestilling ”Et folkesagn” blev opført som friluftsteater på Langedammen i Fredensborg, men ellers var det foretrukne spillested Asminderød Skole. I løbet af årene udviklede medlemmerne sig, og nogle gik nye veje. Hermed opstod teatergruppen Mastodonterne, Fredensborg Slotshaves Sommerteater, Fredensborg børne- dukke- og pensionistteater, Flagellanterne og i 1994 blev det første egnsspil opført i Fredensborg Slotspark.

Lokale ildsjæle
En af de bærende kræfter i mange af disse aktiviteter var Rigmor Hyllested, en lokal ildsjæl, der brændte for at lave teater. Hun var kendt viden om for sit engagement. Mange børn – og voksne er gennem årene blevet smittet af hendes store lyst og smittende glæde ved teateret.

Det var også Rigmor Hyllested, der sammen med andre borgere, med lokalhistorisk indsigt, gjorde os alle opmærksom på det mylder af kulturpersonligheder, der i guldalderen i slutningen af 1800-tallet havde boet eller opholdt sig i Fredensborg eller som endog lå begravet på Asminderød Kirkegård. Byens nuværende vejnavne bærer stadig tydelige spor fra den tid. Rigmor Hyllested mente, at det var oplagt at lave et Egnsspil om alle disse berømte mænd og kvinder.

Egnsspil
Samarbejdet med teaterinstruktør og forfatter Thomas Malling blev etableret. Med udgangspunkt i de faktiske historiske begivenheder skrev han en finurlig historie om den forfærdelige sommer i 1853, hvor koleraen bredte sig og hvor københavnerne rejste væk fra hovedstaden, bl.a. til det livgivende Fredensborg. Blandt de berømte sommergæster det år var H.C.Andersen, den aldrende Oehlenschläger, Søren Kirkegaard, Holger Drachmann, balletmester August Bournonville, familien J.L. Heiberg, men vi oplevede også de lokale vaskepiger fra Sørup, Snoge-Lars og Peer Matros fra bådfarten på Esrum Sø. Det var helt oplagt at Rigmor Hyllested fik rollen som den legendariske kogekone Madam Mangor i kromands Colds køkken på Store Kro. Det første egnsspil i 1994 kom til at hedde ”Om 100 År er alting glemt”

Men personerne blev ikke glemt, stemningen i Slotsparken blev ikke glemt, de mange udsolgte forestillinger, de mange flotte optrin med Slottets fine gamle køretøjer og kareter, heste, hunde, kildemarkedet og gøglerne på markedspladsen appellerede til en fortsættelse.

Og historien blev forsat. I 1997 opførtes ”Den Store Dag”, ligeledes i de smukke omgivelser i Slotsparken. Så fulgte i 2001 forestillingen ”HC@ndersen.dk”, denne gang under tag i Den gule Lade på Krogerup Avlsgård i Humlebæk og i 2004 stod den nystiftede forening MadamMangor bag det seneste store egnsspil med over 75 personer på scenen, ligeledes på Krogerup Avlsgård. Forestillingen ”Danefæ” handlede om alle disse guldalderdanskere og de fremmede, de sorte fra sukkermarkerne i Vestindien, om tolerance og accept af hinanden som ligeværdige mennesker. I forestillingen samarbejdede amatører med professionelle teaterfolk. Således medvirkede Tom McEwan som Kong Frederik VII og Terese Damsholt som Grevinde Danner.

I august 2006 stod MadamMangor bag genopførelsen af dansekomedien ”Balletmesterens Luner” i Chaluphuset ved Esrum Sø. I dette unikke rum med den smukke udsigt mod solnedgangen oplevede vi hele dansens verden fra Bournonvilles klassiske ballettrin – og erotiske fejltrin – over vild breakdance og capoeira til moderne dans, komiske scener, smægtende sang og musik, forfattet og iscensat af Thomas Malling.

Morten Korch møder Bill Haley!
Den Gule Lade på Krogerup var den perfete ramme om ”Arvegodset” i 2008. Forestillingen legede livligt med dansk film og Danmark anno 1958 og laden genlød af musikalske landeplager fra tiden – lige fra ”Skibet Skal Sejle i Nat” over ”Jail house Rock”  til ”Såen er livet” – og 7200 publikum sang med på de gamle melodier. Handlingen var henlagt til en høstfest på det gamle gods og laden blev fyldt – ikke kun af jitterbug og læderjakker – men af skønne landbrugsmaskiner og fede biler fra tiden. Forestillingen spiddede den næsegrus beundring for USA og legede med både Mafia, Marilyn Monroe og den sidste Mohikaner.

Leg med køkkengrej!
Til publikums store fornøjelse genskabte Madam Mangor i 2010 den gamle scene på Asminderød Kro – med ternet scenegulv, rødt plys og gyldne engle. Her gik sangkomedien ”Sangen Har Vinger” over scenen i rivende tempo, for Thomas Malling havde samlet alle verdens mest berømte sange om kærlighed i en crazy historie om hvordan kroens personale reddede aftenen da den store verdensstjerne havde mistet stemmen. Over 4000 tilskuere nød Tom McEwan og Søren Hossy – og ikke mindst madammens knivskarpe ensemble – som sammen løftede den fabulerende tekst og iderige scenografi til en uforglemmelig sceneleg.

Foreningen Madam Mangor
I gennem 10 år lykkedes det komiteen bag egnsspillene at gennemføre 3 store opsætninger, hver gang med langt over 100 medvirkende på scenen, i kulisserne og på det marked, hvor publikum og de medvirkende kunne indtage vådt og tørt inden forestillingen begyndte, i pausen og efter forestillingen. Komiteen bag egnsspillene har skabt de økonomiske rammer, har fastholdt de medvirkendes interesse og har skabt store og gode begivenheder i lokalsamfundet, der var i stand til at trække folk fra hele Nordsjælland. Egnsspillet var blevet en ”institution” der formåede at bevare sit kendetegn, at være en festlig og kritisk kommentar til kulturlivet og en udfordring til amatører om at styrke og udvikle samarbejdet med professionelle teaterfolk. Men omfanget af arbejdet med disse store opsætninger hvert 3.- 4. år var krævende for de entusiastiske komitemedlemmer og forestillingsbudget og –regnskab var større end de enkelte komitemedlemmer kunne stå inde for. Derfor blev Foreningen MadamMangor stiftet i 2002 med det formål at videreføre traditionen med egnsspil i Nordsjælland og at medvirke til kulturelle aktiviteter, der kunne styrke nærheden mellem borgerne og fremme samarbejdet mellem amatører og professionelle. Hvad var vel mere naturligt end at give foreningen navn efter den gennemgående rolle, som foreningens stifter og initiativtager, Rigmor Hyllested, spillede indtil sin død i 2003. Foreningen optager medlemmer, der interesserer sig for teater og kultur i al almindelighed. Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der alle vælges på foreningens årlige generalforsamling. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg, der har ansvar for en specifik, ofte tidsbegrænset arbejdsopgave. Således er Komiteen bag egnsspillene blevet erstattet af en arbejdsgruppe, der under ansvar overfor foreningens bestyrelse fortsætter den løbende proces med at skabe egnsspil i Nordsjælland. Ligeledes er der nedsat andre arbejdsgrupper, der organiserer Børne- og Ungdomsteater, Loppemarked, Revy og andre aktiviteter, hvor vi i guldalderens festlige kostumer er synlige i gadebilledet og kendte i kulturlivet. I 2005 blev det besluttet at Fredensborg Amatørscene og MadamMangor kom under samme hat. Således rummer denne sammenslutning et alsidigt teatertilbud, spændende fra revy over amatørteater til de spektakulære egnsspil.

Har du en skuespiller gemt i maven, kan du svinge en hammer, bruge nål og tråd eller vil du bare være med sådan ”lidt ude i kulissen”?
Vi har brug for dig!
Du er du altid velkommen i Foreningen Madam Mangor!