NYTÅRS NYT


Kære medlemmer i Madam Mangor,

Så skriver vi 2015 og forberedelserne til Madam Mangors forestilling i august er i fuld gang!

Vi ansøgte kommunen om tilskud i 2014 og i 2015 og har fået støtte til manuskript og til produktionen. Men vi har ikke fået samlet alle de penge vi skal bruge, så nu har vi sendt ansøgninger ud til mere end 50 fonde.

Forestillingen ”Folmer Går Til Filmen” som vi spillede på Asminderød Kro i 2012, har givet os blod på tanden til at arbejde med blandingen film og teater. Det er en form som man  kalder Laterna Magika, hvor skuespillerne spiller sammen med filmens personer og går ind og ud af filmbilledet på magisk vis. Forestillingen på kroen gav os ”7 ud af 6 mulige stjerner” i avisen, og mange begejstrede publikummer.

Første august i år overgår Fredensborg gamle Bio til kulturhus og det bliver Madam Mangor der skal skabe den begivenhed der fejrer dette.

Vi har haft mange planer på tegnebordet, men må sætte tæring efter næring.

Derfor er forfatteren i gang med en historie om en aften i den gamle biograf, og uanset hvor vi ender, så vil både teater og film være en del af forestillingen. Hvad kan være mere ”bio-logisk” end teater og film i en gammel biograf der skal være kulturhus?

Den kommende forestilling skal spille i hele august måned fra den 1. til den 28. Vi håber i bestyrelsen, at vore medlemmer vil bakke op på alle de måder de kan.

Vi får brug for folk til at sælge billetter, lave PR, skabe teknik og for alle vore dejlige syersker, makeup eksperter og dygtige skuespillere. Sammen vil vi gavne kulturen, have en skæg og spændende sommer sammen, og give folk en god oplevelse.

Har du lyst til at bygge scene, lave PR, sy kostumer, stå på markedet, sælge billetter, lave lys og lyd? Vil du være med til at skabe noget sammen med andre, så send en mail til:

*protected email*

GODT NYTÅR!